Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Susse Wold

Oprindelig forfatter EHvi Seneste forfatter Redaktionen

Susse Wold, f. 17.11.1938, dansk skuespiller; datter af Marguerite Viby; i en periode g.m. Erik Mørk, fra 1983 g.m. Bent Mejding.

Susse Wolds kønne og indtagende udstråling var som skabt til sødmefyldte ungpigeroller fra debuten 1960, men 1961 trådte hun ind i det seriøse rollefag, da hun overtog Ingeborg Brams' rolle i Slottet i Sverige, og 1962 viste hun helt nye sider af sit talent i Jean Genets Stuepigerne i TV-Teatret, som gav hende en række betydningsfulde roller. I 1963 spillede hun Ophelia over for Erik Mørks kraftfulde Hamlet, hvorefter fulgte en periode på Det Kgl. Teater i især lystspil.

Men Susse Wold har også markeret sig i det moderne drama, bl.a. som Maggie i Efter syndefaldet (1964). Samspillet med Bent Mejding i Privatliv blev fra 1971 et af hendes karrieres højdepunkter. Susse Wold vendte for en periode tilbage til Det Kongelige Teater, men valgte så igen at blive freelance, hvor roller som fx fru Alving i Gengangere (1993), Melissa i Kærestebreve (2000) og Irina i Søstrene (2000) vidner om en kunstnerisk alsidighed.

Annonce

På film viste hun sensuel appetitlighed i kostumestykker og operetter som Den kære familie (1962), Sommer i Tyrol (1964) og Tre små piger (1966), men fik ikke de moderne roller, hun kunne fortjene. Som Birgitte Grå i tv-føljetonen Matador (1978-82) var hun verdensdame med køligt overblik og stærke seksuelle undertoner. I DR-tv spillede hun desuden med psykologisk indlevelse den krævende hovedrolle i Carsten Brandts Tove Ditlevsen-dramatisering Ansigterne (1987). Susse Wold havde overbevisende film-comeback som børnehaveleder i Thomas Vinterbergs Jagten (2012) og modtog da også en Robert 2014 for rollen i kategorien Årets kvindelige birolle; samme år modtog hun en Bodil i kategorien Bedste kvindelige birolle.

Susse Wold er en ypperlig H.C. Andersen-fortolker og har turneret internationalt med engelske versioner af hans eventyr. Siden 1986 har hun været præsident for Aids-fondet.

Susse Wold skrev i 2008 sine erindringer, Fremkaldt. I 2010 modtog hun Modersmål-Prisen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Hvidt: Susse Wold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182981