Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Søren Pilmark

Oprindelige forfattere BL-M og JeKis Seneste forfatter Redaktionen

Søren Pilmark, Søren Louis Pilmark, f. 1955, dansk skuespiller. Efter nogle sæsoner på Aarhus Teater kom Søren Pilmark 1980 til Det Kongelige Teater og slog hurtigt igennem som et af sin generations mest alsidige mandlige talenter, fx i Nils SchousMarx og Coca-cola (1981) og som prinsen af Danmark i Peter Langdals nyopsætning af Der var engang (1986).

En del af Pilmarks karriere er faldet uden for Det Kongelige Teater; det gælder bl.a. rollen som Johannes i Kaj MunksOrdet (1991) og titelrollen i Hamlet (1992), begge på Betty Nansen Teatret.

Desuden har han med stort virtuost komisk og musikalsk talent dyrket showet, dels sammen med Per Pallesen fra 1984 i en række Pallesen & Pilmark Shows, dels i den komiske kvartet Ørkenens Sønner fra 1990'erne. Han har ofte optrådt i tv, bl.a. i De skrigende halse (1991), Riget I (1994) og II (1997) samt Lykke (2011) og på film, bl.a. i Kongekabale (2005), Lotto (2006) og Kærestesorger (2009).

Annonce

Søren Pilmark har vist den festlige og musikalske side af sit talent på Gladsaxe Teater som Petruchio i Adam Prices bearbejdelse af Shakespeares Trold kan tæmmes (1999) og i Adam Prices Showtime (2000) samt sin evne som karakterskuespiller i Michael FraynsKøbenhavn på Betty Nansen Teatret (1999) og med et bidende satirisk portræt af en kynisk statsminister i SpindoctorNørrebro Teater (2002). I 2010 spillede han professor Higgins i musicalen My Fair Ladypå Det Kongelige Teater.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller, Jens Kistrup: Søren Pilmark i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141974