Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Søren Malling

Oprindelig forfatter HLyd Seneste forfatter Redaktionen

Søren Malling, f. 1964, dansk skuespiller. Efter uddannelse på Odense Teater og ansættelser dér 1992-94 har Søren Malling siden 1994 været freelanceskuespiller med et vidtfavnende talent og et machoagtigt udseende, der længe henviste ham til mere brutale roller, fx som nazisten i Lars Noréns Drengene i skyggen (Edison, 2000) eller soldaten i Sarah Kanes Blasted (Caféteatret, 2001).

Siden har også et oplagt komisk talent afsløret sig, bl.a. i Thor Bjørn Krebs' Europamestrene (Teater Grob, 2003) og som håndværker i Shakespeares En skærsommernatsdrøm (Folketeatret, 2004), ligesom Malling med stor overbevisning spillede den intelligent-følsomme forfatter i Martin McDonaghs diktaturstatsdrama Pudemanden (Husets Teater, 2005).

Med sin på en gang kontante og empatiske facon brød Søren Malling igennem på tv som Sarah Lunds makker i Forbrydelsen (2007), senere fulgt op af bl.a. den bissede tv-redaktionschef i Borgen (2010).

I 2017 modtog Søren Malling både en Robert og en Bodil i kategorien årets mandlige hovedrolle i Christian Tafdrups film Forældre (2016).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lyding: Søren Malling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=121225