Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ruth Berlau

Oprindelig forfatter GP Seneste forfatter Redaktionen

Ruth Berlau sammen med Bertolt Brecht, fotograferet ca. 1938 af arkitekt Mogens Voltelen, der bl.a. var medredaktør af tidsskriftet Kulturkampen.

Ruth Berlau sammen med Bertolt Brecht, fotograferet ca. 1938 af arkitekt Mogens Voltelen, der bl.a. var medredaktør af tidsskriftet Kulturkampen.

Ruth Berlau, 26.8.1906-16.1.1974, dansk skuespiller og forfatter. Ruth Berlau, der i 1930 blev medlem af DKP, havde samme år medvirket i Forsøgsscenens opsætning af Bertolt Brechts Trommeln in der Nacht (under den danske titel De - anarkist), iscenesat af Per Knutzon, før hun i 1933 lærte den landflygtige tyske forfatter selv at kende, kort efter at han var kommet til Thurø.

I 1940 fulgte hun Brecht som medarbejder (og elskerinde) på hans videre flugt for nazismen over Finland til USA; i 1948 fulgte hun ham til DDR. Efter Brechts død i 1956 blev hun boende i Østberlin med hyppige afstikkere til København.

Ruth Berlau medvirkede 1932-40 overvejende i mindre roller, i en række forestillinger på Det Kongelige Teater og i 1935 som stuepige i Paul Fejos' (1897-1963) film Det gyldne Smil.

Annonce

Fra 1933 engagerede hun sig desuden i kommunistisk arbejderteater. Hun skrev romanen Videre — (1935) og s.m. Brecht Ethvert dyr kan det (1940, under pseudonym). Brechts skuespil Den kaukasiske kridtcirkel (1944, da. 1963) blev til i et nært samarbejde med hende. I USA påbegyndte Ruth Berlau en systematisk fotodokumentation af Brechts iscenesættelser (bl.a. Charles Laughton som Galileo i 1947).

Bitterhed satte sammen med psykisk uligevægtighed og alkoholmisbrug i stigende grad præg på hende, navnlig efter Brechts død, da hun følte sig tilsidesat af kredsen omkring Helene Weigel, Brechts enke. Ruth Berlaus efterladte erindringer og notater, udgivet med mange fotos under titlen Brechts Lai-tu (1985, da. 1986), spejler på subjektiv vis et lidenskabeligt levnedsløb og de dramatiske, verdenshistoriske rammer herfor.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gert Posselt: Ruth Berlau i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46084