Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Reumert

Oprindelig forfatter JeKis Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/24282/=ud_a_109025.mp3?revision=2

Poul Reumert. Maleri fra 1945 af August Tørsleff.

Poul Reumert. Maleri fra 1945 af August Tørsleff.

Poul Reumert, Poul Hagen Reumert, 26.3.1883-19.4.1968, dansk skuespiller; gift m. Anna Borg 1932.

Poul Reumert kom efter debut på Det Kongelige Teater 1902 til Folketeatret 1902-08 og derfra til Det Ny Teater 1908-11, hvor hans talent og spilleglæde hurtigt fandt udfoldelse både i det moderne nutidsdrama og i operetten (Røverne, 1909, Dollarprinsessen, 1909). Ved Det Kongelige Teater 1911-18 vakte han interesse som Meyer i Indenfor Murene (1912), hvori han senere kom til at spille etatsråd Herming og Gamle Levin, og indledte 1915 med Bodil Ipsen det mangeårige samspil, hvis første højdepunkt var August StrindbergsBaandet (1917).

Det blev videreført på Dagmarteatret 1919-22, bl.a. i Tartuffe (1919), som Poul Reumert også spillede på Comédie-Française i Paris (1925), og i Dødsdansen (1920). På Det Kongelige Teater 1922-30 befæstede og udvidede han sin position som sin generations store naturalistiske skuespiller, side om side med den lidt ældre Johannes Poulsen, men viste også, hvilken gøgler hans på én gang dagklare og fantasibårne, ofte monumentale sceniske evne rummede: Swedenhielm sen. i Swedenhielms (1925) (filmversion Familien Swedenhielm, 1947), Alceste i Misantropen og Løjtnant von Buddinge i Genboerne (begge 1927). Både Swedenhielm og von Buddinge blev gentaget helt op i 1960'erne.

Annonce

Poul Reumert  og Asta Nielsen i den danske stumfilm Afgrunden fra 1910, instrueret af Urban Gad.

Poul Reumert og Asta Nielsen i den danske stumfilm Afgrunden fra 1910, instrueret af Urban Gad.

Efter nogle sæsoner ved Dagmarteatret var Poul Reumert atter fra 1937 ved Det Kongelige Teater, hvor han forblev til sin død. Med sin Herodes i En Idealist (1938) var han med til at skabe den oprejsning for Kaj Munks debutdrama, han havde forberedt gennem sine oplæsninger. Han spillede originalt og autoritativt en lang række roller i det klassiske og nyklassiske udenlandske repertoire: Pastor Manders i Gengangere (1942), Cæsar i Cæsar og Cleopatra (1946), Arnolphe i Fruentimmerskolen (1947), Polonius i Hamlet (1953), og nåede i 1940'erne og 1950'erne sin kulmination som Holberg-skuespiller, bl.a. som Don Ranudo (1941), Herman von Bremen i Den politiske Kandestøber (1943), Jeronimus i Mascarade (1954) og Corfitz i Barselstuen (1959). I Den gamle dame besøger byen (1959) afsluttedes det 45-årige partnerskab med Bodil Ipsen.

Gallisk af temperament blev Poul Reumert, også i kraft af sin intelligens og sin humor, skuespilleren frem for nogen i nationalscenens sidste glansperiode som den borgerlig-københavnske kulturs midtpunkt. Han fik tidligt kontakt med filmen (Afgrunden, 1910), men kom på grund af sit teatralske udtryk og sin ufilmiske mimik til kort i de tonefilm, han lod sig overtale til at medvirke i. Han optrådte hyppigt i radioen, senere også på tv, hvor hans Gamle Levin i Indenfor Murene (1963, en studieoverførelse af Det Kongelige Teaters udgave) er højdepunktet. Han udgav sine erindringer, Masker og Mennesker (1940), og artikelsamlingen Teatrets kunst (1963).

Poul Reumert opnåede en position i den danske offentlighed, som ingen senere skuespiller har kunnet nærme sig. I 1998 stiftedes teaterprisen en Reumert, der uddeles årligt i en række kategorier indenfor dansk teater.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kistrup: Poul Reumert i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=150974