Poul Bundgaard var en dansk sanger og skuespiller, der favnede vidt, fra operetter og revyer til komedier og dramaer. I rollen som Kjeld i Olsen-banden-filmene blev han folkeeje.
Poul Bundgaard
Faktaboks
- Født
- 27. oktober 1922
- Død
- 3. juni 1998
Poul Bundgaards karriere
Poul Bundgaard debuterede i 1947 på Nørrebro Teater, hvor han gennem 1950'erne havde stor succes som operettehelt. I perioden 1958-1973 var han operasanger ved Det Kongelige Teater, fra 1969 tillige skuespiller. Herefter var han freelanceskuespiller.
Sangeren
Sit tv-gennembrud fik Poul Bundgaard med opførelsen af Emil Reesens operette Farinelli i 1961. Med sangene herfra, især Sangen har vinger og Livets glæder, og sentimentale slagere i patetisk stil som Tak er kun et fattigt ord havde Poul Bundgaard årelang succes på grammofonplade.
Skuespilleren
Som skuespiller udviklede han med årene et komisk talent. Han medvirkede både i revyer og i mere end 100 danske film, bl.a. som tøffelhelten Kjeld i Olsen-banden-filmene, hvor han var gift med Yvonne i skikkelse af Kirsten Walther.
Som karakterskuespiller spændte Poul Bundgaard fra det tragikomiske til det direkte farlige, fx som Pozzo i Vi venter på Godot (1976-1977) og i den Bodilbelønnede præstation som drankeren Den Evige Kjær i Ole Roos' film Hærværk (1977) efter Tom Kristensens roman.
Poul Bundgaard døde under indspilningen af Olsen-bandens sidste stik i 1998. Filmen var en slags epilog til serien, hvor de tre bandemedlemmer som pensionister genoptager deres virke. Efter en ændring af manuskriptet blev filmen spillet færdig med Tommy Kenter som Kjeld i nogle af scenerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.