Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paul Hüttel

Oprindelige forfattere HLyd og JeKis Seneste forfatter Redaktionen

Paul Hüttel, f. 1935, dansk skuespiller, gift med Birthe Neumann. Paul Hüttel var 1963-66 knyttet til Odense Teater, hvor han senere gæstespillede som Hamlet (1967) og Aladdin (1969).

Det Kongelige Teater 1971-90 markerede han sig både i det klassiske repertoire, fx i stykker af Holberg og Hostrup samt i rollen som Meyer i Indenfor Murene (1980), og i den moderne, især engelske, dramatik.

Hüttel har siden med sit intelligente og ofte forfinede spil fungeret som freelanceskuespiller i København, bl.a. i 2003-06 med Jonas Gardell-monologen Sheherazade på Teater Får302.

Annonce

Paul Hüttel har med ofte afdæmpet spil markeret sig i flere film- og tv-roller, bl.a. i Balladen om Carl-Henning (1969), Matador(1978-81, som den tyske eksilforfatter Herbert Schmidt), Lad isbjørnene danse (1990) og som nissen Gyldengrød i Pyrus-julekalenderne (1994-2000).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lyding, Jens Kistrup: Paul Hüttel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95108