Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mogens Wieth

Oprindelig forfatter BL-M Seneste forfatter Redaktionen

Mogens Wieth, 16.9.1919-10.9.1962, dansk skuespiller; 1954-62 g.m. Lily Weiding. Han var fra sin debut 1939 til 1950 knyttet til Det Kgl. Teater og igen 1954-55. Et af højdepunkterne i hans karriere blev årene 1955-59 ved Det Ny Teater med en række nye samspil med Bodil Kjer, som han 1946 havde spillet bevægende smukt med i AnouilhsEurydike.

Fra begyndelsen var han den unge romantiske mand, fx som Grundtvig i Egelykke (1940), med en sproglig deklamatorisk evne, der i det klassiske repertoire bl.a. kom til udtryk som prinsen i Der var engang (1941). Med en genial præstation som narren i Helligtrekongersaften (1943) begyndte en eksplosiv vækst i talentets udtryk, bl.a. også i Peer Gynt (1944). Han blev engelsk soldat og kom som løjtnant tilbage i befrielsessommeren.

1948 viste han sig som ny stor karakterskuespiller med sin Othello, fulgt op året efter med Hoederer i Urene hænder. På Det Ny Teater gav han bl.a. en realistisk Eddie i Fragt under havet (1956 og 1957 på tv) og en ironisk vittig Generalen i Toreadorvalsen (1957). Han var en charmerende, arrogant Higgins i My Fair Lady (1960), og en af de sidste store præstationer var sømandsbroderen i Søskende på tv (1961). 1953 spillede han på engelsk Helmer i Et dukkehjem i London. Fra 1962 blev han engageret til The Old Vic, men døde under prøvearbejdet.

Annonce

På film debuterede han 1940 i Barnet, og siden fulgte bl.a. En Herre i Kjole og hvidt (1942) og rollen som Peter Sabroe i Kampen mod uretten (1949).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Mogens Wieth i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 1. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182635