Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kirsten Olesen

Oprindelige forfattere HLyd og JeKis Seneste forfatter Redaktionen

Kirsten Olesen, f. 10.5.1949, dansk skuespiller. Kirsten Olesen vakte efter sin debut 1971 på gruppeteatret Banden opmærksomhed i flere roller på de københavnske teatre, bl.a. som Alma i Tennessee Williams' Flyvende sommer (1976) på Hvidovre Teater og som Caroline Mathilde i Sven HolmsStruensee var her (1977) på Folketeatret/Hippodromen.

Kirsten Olesen brød afgørende igennem som Euripides' ElektraStrøghus Teatret (1977), spillet med en hensynsløs tragisk styrke, som også senere har præget hendes spil i det klassiske og nyklassiske rollefag, i de senere år ofte parret med en smukt resigneret sødme, fx som Christine i Eugene O'NeillsSorg klæder ElektraDet Kongelige Teater (1991 og 1993), som Nina, der gennemlever syv faser af sit kvindeliv i O'Neills Sælsomt mellemspil (Det Kongelige Teater 1999), samt som Euripides' MedeaDet Danske Teater (1994), en rolle, hun havde spillet i Lars von Triers tv-version i 1988.

Kirsten Olesen kom 1979 til Det Kongelige Teater, hvor hun siden har spillet et meget omfattende repertoire fra klassikere som Shakespeare og Ibsen til moderne dramatikere som Lars Norén og Alan Ayckbourn.

Annonce

Hendes ofte prisbelønnede talent rækker ind i karikaturkomedien, fx i Aleksandr OstrovskijsEn slyngels dagbog (1991) og fru Gruesen i SoyasParasitterne (2004). På Det Kongelige Teater har hun spillet i det nyeste repertoire som fx Slobodan Snajders Slangehud (1998), Jess ØrnsbosAstma 5 (1999) og Astrid SaalbachsDet kolde hjerte (2002), men også som Mor Åse i Henrik IbsensPeer Gynt (2001). I 1999 kunne hun vise sit talents fulde omfang som Nina Leeds, der i Eugene O'Neills skuespil Sælsomt mellemspil gennemlever syv faser i et kvindeliv.

Særlig på film og tv har Kirsten Olesen vist sig som en fortrinlig fremstiller af yngre kvinder fra vor egen tid, fx i filmen Honning måne (1978), som Agnes i tv-serien Matador(1978-82) og hotelejeren Alice Faber i tv-serien Hotellet (2000-02).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Lyding, Jens Kistrup: Kirsten Olesen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=135015