Faktaboks

Jørgen Reenberg
Født
8. november 1927, Frederiksberg
Død
9. november 2023
Jørgen Reenberg
Jørgen Reenberg fotograferet i 1988.
Jørgen Reenberg
Af /Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix.

Jørgen Reenberg var en dansk skuespiller, søn af Holger Reenberg. Jørgen Reenberg debuterede i 1947 på Det Kongelige Teater, hvortil han siden var knyttet, og hvor han gennemgik en imponerende udvikling, fra de unge mænd i det ældre og nyere repertoire til de store komiske og tragiske karakterroller.

Jørgen Reenbergs tidlige år

Jørgen Reenberg viste tidlig sit talent, fx som studenten i August Strindbergs Spøgelsessonaten (1948), Leander i Ludvig Holbergs De usynlige (1952) samt i titelrollerne i William Shakespeares Hamlet (1953) og Adam Oehlenschlägers Aladdin (1959). Men han udvidede efterhånden sit kunstneriske område mærkbart, ikke mindst ved sin komiske glanspræstation som admiralen i operetten Pinafore (1955) og sin gribende karakteristik af den debile Aston i Harold Pinters Gæsten (The Caretaker, 1962).

Side om side med Henning Moritzen blev Reenberg fra midten af 1960'erne sin generations store mandlige karakterfremstiller, i mange henseender Poul Reumerts åndsbeslægtede og arvtager. Det gjaldt hans roller i den holbergske komedie: Vielgeschrey i Den stundesløse (1967), Rosiflengius i Det lykkelige skibbrud (1974), Jeronimus i Maskarade (1985) og titelrollen i Don Ranudo (1997).

Shakespeare og Molière

Ghita Nørby og Holger Reenberg
Ghita Nørby som fru Alving og Jørgen Reenberg som pastor Manders i Ibsens Gengangere på Det Kgl. Teater i 1999.
Ghita Nørby og Holger Reenberg
Af /Ritzau Scanpix.

Han skabte nogle af sine bedste skikkelser hos Shakespeare og Molière, fx Malvolio i Helligtrekongersaften (1980), titelrollen i Kong Lear (1986), Shylock i Købmanden i Venedig (1993), titelrollen i Tartuffe (1989, på Betty Nansen Teatret) og Argan i Den indbildt syge (1992).

Ny dramatik

Jørgen Reenberg har kunnet ses som den klassiske forvandlingsskuespiller i tråd med traditionen; hans fantasifulde Mefistofeles i Johann Wolfgang Goethes Faust (1984) er et af mange eksempler. Nogle af sine største sejre vandt han dog hos den ny tids dramatikere, bl.a. som Lasca i Peter Barnes' Leonardos sidste nadver (1971) og Spooner i Harold Pinters Ingenmandsland (1988).

Ofte stærk og tydeliggørende i sine virkemidler var han i stand til at lade sine sceniske figurer spille på et meget stort register, fra det groteske til det rørende. Det viste han måske især som H.C. Andersen i Per Olov Enquists Fra regnormenes liv (1981).

Filmroller

Jørgen Reenberg optrådte desuden i radio og tv samt på film, fx i Tine (1964), Hærværk (1977) og Europa (1991).

I 2012 blev Jørgen Reenberg portrætteret af teateranmelderen Me Lund i biografien ... men voksen blev jeg aldrig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig