Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Poulsen

Oprindelig forfatter BL-M Seneste forfatter Redaktionen

Johannes Poulsen havde sin debut som Filippo i 'Renaissance'. Dagmarteatret 1901. Foto: Laurberg.

Johannes Poulsen havde sin debut som Filippo i 'Renaissance'. Dagmarteatret 1901. Foto: Laurberg.

Johannes Poulsen, 1881-1938, dansk skuespiller og sceneinstruktør, søn af Emil Poulsen, g.m. Ulla Poulsen Skou og bror til Adam Poulsen, som han debuterede sammen med på Dagmarteatret 1901.

1909 blev Johannes Poulsen ansat ved Det Kongelige Teater, fra 1917 også som sceneinstruktør. Han var som skuespiller præget af et spændstigt, musikalsk kropsudtryk og en stor karakteriseringsevne i maske og kostume.

Han var derimod ikke den store tekniker, heller ikke i replikbehandlingen, som kunne blive meget forte. Af de mange roller huskes bl.a. Peer Gynt, Den Stundesløse, Shylock, Henrik 8. i Kaj Munks Cant og narren i Helligtrekongersaften.

Som sceneinstruktør brød han ind i den herskende naturalistiske tradition med overdådighed og festlighed inspireret af Max Reinhardt. Hans debut var Det Gamle Spil om Enhver (1914), som han også satte op i Hollywood Bowl i Californien i 1936. Hans iscenesættelse af Aladdin (1919) med sig selv i titelrollen blev storslået som Scalas operetter; den var inspireret af en jordomrejse beskrevet i bogen Gennem de fagre Riger (1916).

Annonce

Johannes Poulsens internationale orientering gav sig udtryk i, at Jean Sibelius skrev musik til Stormen (1926), og samme år fik han Edward Gordon Craig til at iscenesætte Henrik Ibsens Kongsemnerne på Det Kongelige Teater.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Johannes Poulsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144676