Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jesper Langberg

Oprindelige forfattere BL-M og JeKis Seneste forfatter Redaktionen

Jesper Langberg, f. 20.10.1940, dansk skuespiller; bror til Ebbe Langberg. Jesper Langberg debuterede 1965 på Det Kongelige Teater, som han var knyttet til indtil 1987. Langberg tegner sine figurer med et lune, der går fra det distræt-troskyldige til det let maniske.

Et komisk højdepunkt blev den fornyede og foryngede løjtnant von Buddinge i Genboerne (1984). I 1990'erne har han optrådt fortrinsvis på Folketeatret i København, fx i Den vægelsindede (1997), og på Nørrebros Teater, bl.a. i Harry og kammertjeneren (1995), samt på tv, fx som Kresten Skjern i Matador (1978-82).

Jesper Langberg spillede i 1999 på Folketeatret Per Degn i Ludvig HolbergsErasmus Montanus og i 2000 titelfiguren i musicalen Don Quixote. Manden fra La ManchaDet Danske Teater. I 2001 dannede han par med Ann-Mari Max Hansen i Aleksej Arbuzovs komedie Det skete i Riga på Folketeatret.

Annonce

Hans sceniske autoritet er vokset med en alvor og farlighed, der har ført ham til mere seriøse og tragiske roller som Polonius i Hamlet (Betty Nansen Teatret 1992), faderen i Thomas Vinterbergs og Mogens Rukovs Festen (Mammutteatret 2002) og Gruesen i SoyasParasitterne (Det Kongelige Teater 2003).

Jesper Langberg vendte tilbage til tv som den Alzheimer-ramte læge Christian i familiesagaen Sommer (2008). I 2013 afsluttede han sin teaterkarriere med Kærestebreve på Folketeatret i samspil med Malene Schwartz.

Jesper Langberg modtog 2014 årets Æres-Bodil for sin lange karriere og store fingeraftryk på dansk film.

I 2013 udgav han sine erindringer, Ikke et sekund spildt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller, Jens Kistrup: Jesper Langberg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114391