Faktaboks

Holger Juul Hansen
Født
14. august 1924
Død
19. marts 2013

Holger Juul Hansen var en dansk skuespiller. Han var knyttet til Det Kongelige Teater i en lang årrække, hvor han spillede et alsidigt repertoire. Han nåede et stort publikum med sine roller som bankdirektør Varnæs i tv-serien Matador og overlæge Moesgaard i Riget.

Han var gift med Else-Marie Hansen i årene 1952-1965 og derefter med solodanserinde Inge Juul Hansen (f. 1945).

Holger Juul Hansens teaterkarriere

Holger Juul Hansen var uddannet på Privatteatrenes Elevskole i 1948. Han kom efter fem sæsoner ved landsdelsscenerne i Aalborg og Odense til København, hvor han først markerede sig i Allé Scenens overvejende franske lystspilrepertoire i årene 1953-1957. Sit definitive gennembrud fik han på Det Ny Teater i 1957-1959 som både alvorlig og vittig karakterskuespiller, fx i Bagtalelsens skole (1958) og Englen på torvet (1959).

I perioden 1961-1987 spillede han på Det Kongelige Teater et stort og varieret repertoire, bl.a. medvirkede han i 1973 i Ingmar Bergmans opsætning af Misantropen. Periodisk var han udlånt til andre teatre, og siden gjorde han sig gældende som lystspilskuespiller.

Film

På film havde Holger Juul Hansen bl.a. mindre roller i Far til fire og Olsen-banden-serierne, men også mere nuancerede biroller, fx som løjtnant Løwenskjold i Knud Leif Thomsens Herman Bang-filmatisering Tine (1964), som nobel distræt ægtemand i Lise Nørgaard-filmatiseringen Mor bag rattet (1965) samt som nervelægen Kramer i Anders Refns Strømer (1976).

Hovedroller havde han i Svend Aage Lorentz' Over alle grænser (1958), hvor han spillede lastsbilchauffør, og i Annelise Meineches filmoperette Flagermusen (1966).

Tv-roller

Holger Juul Hansen fik nogle af sine bedste roller på tv, bl.a. i tv-teatrets psykologiske Harold Pinter-kammerspil Kollektionen (1962) og som transvestitten Sonja i Leif Panduro-stykket I Adams verden (1973). Endelig medvirkede han i to af sine største præstationer som bankdirektør Varnæs i tv-serien Matador (1978-1982) og som overlæge Moesgaard i Lars von Triers Riget (1994 og 1997).

Holger Juul Hansen udgav i 1995 selvbiografien Det må aldrig blive sølle.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig