Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henning Jensen

Oprindelige forfattere BL-M og JeKis Seneste forfatter Redaktionen

Henning Jensen, f. 05.01.1943, dansk skuespiller. Henning Jensen brød igennem på Det Danske Teater 1970-73, bl.a. i En sælgers død og Lang dags rejse mod nat. Han spillede på Det Kongelige Teater 1973-78, derpå på flere københavnske scener. Fra 1987 optrådte han atter på nationalscenen, bl.a. som Rosmer i Rosmersholm (1988), Schumann i Sven Holms Schumanns nat (1992) og Herodes i En idealist (1997).

Henning Jensen har leveret rystende fremstillinger af menneskeligt forfald i det nyeste drama som Jokum Rohdes Nero på Det Kongelige Teater og ikke mindst som alkoholikeren i Lars Noréns Personkreds 3Edison (Reumert), begge i 1998.

Henning Jensen forlod Det Kongelige Teater 2002 i protest mod en rolledisposition fra ledelsens side i forbindelse med en planlagt produktion af Hamlet. 2004 spillede han en moderne, psykologisk belyst Kong Lear på Aalborg Teater, og han genoptog s.å. sin tilknytning til Det Kongelige Teater og spillede i Friedrich Schillers Røverne og derefter i Jokum Rhodes Pinocchios aske (2005, Reumert) med spilleglæde, styrke og rasende konsekvens.

Annonce

Hans køligt passionerede spillestil rækker ind i det tragisk eller komisk karikerede, fx som Herman Bang i Sten Kaaløs Komedie i grænselandet (1979) på tv.

Henning Jensen blev i 2014 tildelt Reumert-prisen Årets Hæderspris. I 2017 modtog han en Æresbodil.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller, Jens Kistrup: Henning Jensen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101107