Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Mørk

Oprindelig forfatter JeKis Seneste forfatter Redaktionen

Erik Mørk, 3.12.1925-27.1.1993, dansk skuespiller; i en periode g.m. Susse Wold. Erik Mørk debuterede allerede som elev på Det Kongelige Teater i Urene hænder i 1949 og var knyttet til dette teater indtil 1955 og atter fra 1963.

Efter at være brudt igennem i det klassiske rollefag som Hamlet på Aarhus Teater i 1953 markerede hans nervøst passionerede, moderne talent sig stærkt i en række roller på Allé Scenen og Det Ny Teater, bl.a. Konstantin i Mågen (1960).

Tilbage på nationalscenen kom Erik Mørk til at spille et stort og afvekslende repertoire, som også viste hans komisk-ironiske talent. Rollerne rakte fra Quentin i Efter syndefaldet (1964) over Johan i Kærlighed uden strømper (1974) og Ludvig Holberg i Den poetiske raptus (1976) til baronen i Båndet (1979) og Herman Bang i Komedie i grænselandet (1981).

Annonce

Til disse roller kom flere store opgaver på tv, fx i Enetime (1962), Morder uden betaling (1965), Henrik IV (af Luigi Pirandello, 1968) og Faderen (1974).

Erik Mørk søgte med mellemrum uden for Det Kongelige Teater; bl.a. var han Shylock i Købmanden i Venedig på Det Ny Teater (1971) og Prospero i StormenAveny Teatret (1990).

Erik Mørk gav desuden hyppigt soloforestillinger og oplæsninger med Oscar Wilde,H.C. Andersen og Søren Kierkegaard på programmet og var en af radioens oftest benyttede skuespillere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kistrup: Erik Mørk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129546