Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Clara Pontoppidan

Oprindelig forfatter JeKis Seneste forfatter Redaktionen

Clara Pontoppidan som ældre.

Clara Pontoppidan som ældre.

Clara Pontoppidan, 23.4.1883-22.1.1975, dansk skuespiller. Efter debut på Det Kongelige Teater 1901 var hun knyttet til Dagmarteatret 1905-25, bortset fra 1914-17, hvor hun på Alexandrateatret (Betty Nansen Teatret) fik sit egentlige gennembrud som de unge piger i Eventyret og Vaarbrud. Forinden havde hun vakt opmærksomhed som Puk i En Skærsommernatsdrøm på Friluftsteatret i Dyrehaven (1910).

På Det Kongelige Teater fra 1925 blev hun med sin store forvandlingsevne og sin mærkeligt sprøde stemme i næsten et halvt århundrede en original og intens fremstiller af de sære eller stille eksistenser, fx Salome i En Idealist (1928 og 1938), Tante Et (senere Tante To) i Skærmydsler (1929), Katharine af Nederbayern i Eva aftjener sin Barnepligt (1936), titelrollen i Anna Sophie Hedvig (1939), enkefru Tang i En Kvinde er overflødig (1942), fru Gruesen i Parasitterne (1945) og gamle fru Levin i Indenfor Murene (1946). De tre sidstnævnte roller indspillede hun senere for TV-Teatret (hhv. 1955, 1958 og 1963).

I begyndelsen af 1900-tallet spillede Clara Pontoppidan talrige roller i dansk stumfilm under navnet Clara Wieth; indtil 1920 var hun gift med skuespilleren Carlo Wieth (1885-1943). Hun medvirkede bl.a. i Carl Th. Dreyers film Blade af Satans Bog (1921) og i Støvsugerbanden (1963). 1949-63 udgav hun erindringsværket Eet liv — mange liv, 1-4.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Kistrup: Clara Pontoppidan i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144003