Faktaboks

Axel Strøbye

Aksel Strøby Jacobsen

Født
22. februar 1928, Frederiksberg
Død
12. juli 2005, Charlottenlund
Axel Strøbye i "Olsen-banden 2"
Axel Strøbye (t.v.) spillede en gennemgående rolle i Olsen-banden-filmene som kriminalassistent Jensen, altid iført det samme brunternede jakkesæt med tilhørende hat. Foto uden år.
Axel Strøbye i "Olsen-banden 2"
Af /Ritzau Scanpix.

Axel Strøbye var en dansk skuespiller. Han var i en årrække ansat ved Det Kongelige Teater, men blev især kendt for sine mange film- og tv-roller, bl.a. i Olsen-banden og Matador. Han var gift med skuespilleren Hanne Borchsenius.

Axel Strøbyes karriere

Axel Strøbye var uddannet arkitekt. I 1952 gennemførte han Det Kongelige Teaters Elevskole, hvorefter han arbejdede freelance på københavnske scener. I perioden 1967-1992 var han ved Det Kongelige Teater, derefter igen freelance.

Med mærkbart temperament spillede Axel Strøbye et bredt repertoire fra klassikere som Shakespeare, Holberg og Ibsen, bl.a. var han Helmer i Et dukkehjem Folketeatret i 1967 over for sin daværende kone, Lone Hertz, til teaterstykker af Witold Gombrowicz, Bertolt Brecht og musical.

Strøbye nåede med Per Degn i Erasmus Montanus (Det KongeligeTeater, 1983) et komisk-tragisk højdepunkt. Hans kolerikere på randen af et sammenbrud var en kendt figurer på film, som han indspillede over 80 af.

Film- og tv-serier

Folkekomedier som Olsen-banden (1968-1998) og Min søsters børn-serierne (1966-1971) gjorde Axel Strøbye landskendt og folkekær, ligesom rollen som sagfører Viggo Skjold-Hansen i tv-serien Matador (1978-1982) nåede et stort publikum.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig