Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Astrid Villaume

Oprindelig forfatter BL-M Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/29843/=ud_a_109097.mp3?revision=1

Astrid Villaume, 3.11.1923-12.2.1995, dansk skuespiller. Efter uddannelse på Odense Teater var Astrid Villaume 1941-45 på Aarhus Teater og 1945-47 på Frederiksberg Teater, inden hun yderligere gennemgik elevskolen på Det Kongelige Teater; fra 1949 var hun tilknyttet nationalscenen.

I 1940'erne og senere gjorde Astrid Villaume sig med sin elegante fremtræden og sit uteatralske spil gældende i danske film, både vittige komedier som Adam og Eva (1953) og poetisk-realistiske historier som Der var engang en krig (1966).

I folkekomedier blev Villaume overvejende eksponeret som tidens uglamourøse, temmelig passive kvindeideal i Fra den gamle Købmandsgaard (1951) og en række Morten Korch-film.

Annonce

På teatret spillede hun i et vidtspændende repertoire som Harold PintersGamle dage (1972) og Lars NorénsNatten er dagens mor (1986) og store nyklassiske roller som mødrene i Arthur MillersEn sælgers død (1971) og Eugene O'NeillsLang dags rejse mod nat (1973), begge i et samarbejde mellem Det Danske Teater og Det Kongelige Teater.

Astrid Villaume udtrykte ofte en kvindelig stamina, som med årene tit dirrede af en underliggende, nervøs skrøbelighed, fx på tv i Leif PandurosRundt om Selma (1971) og Kjeld AbellsAnna Sophie Hedvig (1975).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Astrid Villaume i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=180237