Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anne-Vibeke Mogensen

Oprindelig forfatter BL-M Seneste forfatter Redaktionen

Anne-Vibeke Mogensen, f. 1953, dansk skuespiller, knyttet til Aarhus Teater 1975-77 og fra 1994. På Svalegangen 1977-85 spillede hun i et repertoire af ny dansk dramatik, bl.a. i Stig DalagersEn aften i Hamburg (1983) om et møde mellem ægtefolkene P.A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg.

Anne-Vibeke Mogensens talent rummer en kvindelig soliditet, ligefremhed, sødme og slagfærdighed, der har ført hende til roller som Golde i musicalen Spillemand på en tagryg (1995) og Maria i Helligtrekongersaften (1996). Hun har spillet i den nyeste danske dramatik, bl.a. i Nikoline WerdelinsDen blinde maler (2000), Mine to søstre (Aalborg Teater 2001) og Boblerne i bækken (2002).

Som karakterskuespiller har hun udviklet en vrede og fortvivlelse, der har ført til store præstationer som Martha i Hvem er bange for Virginia Woolf? og som Lady Macbeth i Macbeth (begge 2003).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Anne-Vibeke Mogensen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126643