Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Angelo Bruun

Oprindelig forfatter BL-M Seneste forfatter Redaktionen

Angelo Bruun (tv.) som arkitekten og værnemageren Isling i Soyas Efter på Folketeatret 1947, hvor han bl.a. spillede sammen med Sigurd Langberg (th.).

Angelo Bruun (tv.) som arkitekten og værnemageren Isling i Soyas Efter på Folketeatret 1947, hvor han bl.a. spillede sammen med Sigurd Langberg (th.).

Angelo Bruun, 1898-1956, dansk skuespiller. Uden teateruddannelse nåede Angelo Bruun gennem beskedne roller i provinsen frem til en egentlig debut ved Betty Nansen Teatret i 1921 i Bjørnstjerne BjørnsonsEn fallit.

Angelo Bruuns senere tilknytning til Co-Optimisterne, Dagmarteatret, Det Ny Teater og især Folketeatret gav ham en solid position som lystspilskuespiller med præcis karakterisering af tidens unge og voksne mand.

Som Folketeatrets hovedkraft i 1940'erne udviklede han sig desuden til en fremragende karakterskuespiller, ikke mindst i William Soyas skuespil; han spillede bl.a. værnemageren i Efter (1947), der blev filmatiseret i 1948 som Tre år efter.

Annonce

Af Angelo Bruuns andre store præstationer på teatret kan nævnes Shylock i Købmanden i Venedig; på film sås han fx i Mordets Melodi (1944) og Kispus (1956). Hans spillestil var præget af elegance, intelligens og en vis kynisme som en maske for indre sårbarhed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Lense-Møller: Angelo Bruun i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51610