Sonic Youth, amerikansk rockgruppe, dannet i New York i 1981 af Kim Gordon (f. 1953), bas, sang og guitar, Thurston Moore (f. 1958), guitar og vokal, samt Lee Ranaldo (f. 1956), guitar og vokal. I 1985 kom trommeslageren Steve Shelley (f. 1962) med, og i 2001 blev gruppen udvidet med multiinstrumentalisten og bassisten Jim O'Rourke (f. 1969). Med inspiration fra såvel punk som moderne jazz og minimalistiske komponister som Steve Reich, La Monte Young og Glenn Branca (f. 1948) har den meget produktive gruppe skabt sit helt eget unikke udtryk i form af en grænsesøgende støjrock. Gruppens hovedværk er albummet Daydream Nation (1988). Efter at ægteparret Gordon-Moore gik fra hinanden i 2011 ophørte Sonic Youth med at arbejde sammen. Thurston Moore blev i 2015 adjungeret professor på Rytmisk Musikkonservatorium i København.