Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Snoop Dogg

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter MHansen

Snoop Dogg, egl. Cordozar Calvin Broadus, f. 20.10.1971, Snoop Doggy Dogg, amerikansk musiker og producer. Snoop Dogg voksede op i Long Beach i Californien, hvor han som barn begyndte at synge i den lokal baptistkirke.

Som ung blev Snoop Dogg medlem af den berygtede Los Angeles-bande Crips, og mens han gik i high school, blev han dømt for kokainbesiddelse, som han aftjente en fængselsdom for. Samtidig indledte han en karriere som rapper og kom i kontakt med musikeren og produceren Dr. Dre, der bl.a. benyttede Snoop Dogg på sit debutsoloalbum The Chronic (1992).

I 1993 debuterede Snoop Dogg selv under navnet Snoop Doggy Dogg med albummet Doggy Style, der var med til at karakterisere den såkaldte gangstarap og G-funk (Gangsta-Funk). Denne hiphop-genre er bl.a. blevet defineret ved brugen af samplinger af funkmusikere som George Clinton og The Parliament og en langsom og nærmest messende vokal, der i Snoop Doggs version er ekstra snøvlende og melodiøs i sit flow.

Annonce

Snoop Dogg tekster handlede på hans første albums for det meste om sex og kriminalitet, og de var med til at skabe øget omtale og stadfæste hans image som gangsta og pimp ('alfons'), der stort set kun kunne udtrykke sig i explicit lyrics på kanten af censuren.

På sine følgende album bevægede Snoop Dogg sig dog musikalsk mod en blødere linje med indslag af R&B, og resultatet er blevet endnu større popularitet og samarbejde med fx producerduoen The Neptunes og den stuerene og populære hvide musiker Justin Timberlake på albummet R&G (Rhytm & Gangsta): The Masterpiece (2004). Denne linje er senest blevet fulgt op af gæsteoptrædener hos fx den britiske gruppe Gorillaz og den hvide popmusiker Kate Perry (25.10.1985) på hendes hitsingle California Gurls (2010).

I løbet af hele sin karriere har Snoop Dogg været ramt af arrestationer og tilbageholdelser, bl.a. for sin rolle i et mord begået af en af hans bodyguards i 1993 og for flere tilfælde af narkotika- og våbenbesiddelse. Begivenheder der alt sammen har medvirket til at holde hans image som autentisk ghettorapper i live, på trods af at han nu er blevet mangemillionær og er en populær skikkelse, der er fast inventar ved et utal af begivenheder i den amerikanske underholdningsindustri.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Snoop Dogg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=270924