Pink Floyd. Coverillustrationen til albummet Ummagumma fra 1969.

.

Pink Floyd lagde allerede tidligt stor vægt på det visuelle udtryk. Ved deres koncerter brugtes lysshows og film i hidtil uset grad, mens gruppen selv holdt lav profil. Pink Floyds pladeomslag blev til kunstværker, der er blevet klassikere inden for den såkaldte coverart. De fleste omslag blev skabt af kunstnerduoen Hipgnosis med Storm Thorgerson og Aubrey Powell. Her ses omslagene til Atom Heart Mother, Wish You Were Here og Animals.

.

Pink Floyd var en britisk rockgruppe.

Pink Floyd blev dannet 1965 af Syd Barrett (1946-2006), guitar og sang, Roger Waters (f. 1944), bas og sang, Rick Wright (1943-2008), keyboards og sang, og Nick Mason (f. 1945), trommer. Pink Floyds første pladeudgivelser, singlen Arnold Layne og lp'en The Piper at the Gates of Dawn (begge 1967), står endnu som en milepæl i rockmusikken med Barretts sære børnesanglignende, psykedeliske tekster og instrumentalnumre som Interstellar Overdrive.

Guitaristen David Gilmour (f. 1946) afløste fra 1968 Barrett, der blev ekskluderet af gruppen på grund af eksperimenter med hallucinogener. Barrett udgav i 1970 soloalbummet The Madcap Laughs.

1970'erne

I 1970'erne afspejlede Pink Floyd i sin musik den psykedeliske fascination af flow, spiritualitet og grænseløshed og eksperimenterede med lyd og en avantgardistisk brug af rockens musikalske udtryksformer; gruppens kendetegn blev monumentale koncerter med store lys- og lydanlæg og en drømmeagtig spacerock.

Lp'erne Ummagumma (1969) og Atom Heart Mother (1970, i samarbejde med Ron Geesin, f. 1943) blev banebrydende for progressiv rock. De efterfølgende konceptplader var præget af Waters' tekster og idéer, og de gav for alvor bandet kommerciel succes.

Album i udvalg

  • The Piper At The Gates Of Dawn (1967)
  • A Saucerful Of Secrets (1968)
  • Ummagumma (1969)
  • Atom Heart Mother (1970)
  • Meddle (1971)
  • Dark Side Of The Moon (1973)
  • Wish You Were Here (1975)
  • Animals (1977)
  • The Wall (1979)
  • The Final Cut (1983)
  • A Momentary Lapse Of Reason (1987)
  • Delicate Sound Of Thunder (live) (1988)
  • The Division Bell (1994)
  • Pulse (live) (1995)

Lp'erne Dark Side of the Moon (1973), som skabte rockhistorie bl.a. ved at befinde sig på Billboards top 200-liste i mere end 15 år, Wish You Were Here (1975), der bl.a. var en hyldest til Barrett, og Animals (1977) tematiserer organisk liv og menneskelig samhørighed over for det tingsliggørende og mekaniske.

The Wall

I 1979 udkom den ambitiøse dobbelt-lp, Waters-projektet The Wall.

Sangene, der handler om tabt barndom og latent fascisme, havde iørefaldende melodier og var uden de lange instrumentalpassager, som havde præget gruppens tidligere udgivelser.

Gruppen fik et kæmpehit med nummeret Another Brick in the Wall pt. 2 og lancerede på den efterfølgende turné et gigantisk sceneshow, hvor en kæmpemæssig mur blev bygget op under koncerten for til sidst at blive revet ned. Efter turnéen forlod Wright Pink Floyd efter uoverensstemmelser med Waters, og gruppen holdt pause.

Filminstruktøren Alan Parker skabte filmen Pink Floyd — The Wall (1982) bygget over albummet. I 1983 udkom The Final Cut, reelt et Waters-soloalbum med Mason og Gilmour som studiemusikere, hvorefter gruppen gik i opløsning.

I 1986 gendannede Gilmour, Mason og Wright Pink Floyd, nu med Gilmour som hovedkraft. De udgav bl.a. albummet A Momentary Lapse of Reason (1987) og livealbummet Pulse (1995).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig