Faktaboks

Patti Smith
Født
30. december 1946

Patti Smith, Patricia Lee Smith, f. 30.12.1946, amerikansk sangskriver, sanger, guitarist, forfatter og billedkunstner, der i 1971 debuterede med digtsamlingen Seventh Heaven.

Et gennembrud i rockregi kom i 1975 med debutalbummet Horses (genudgivet i 2005 i en liveversion). Med sin person og sit virke blev hun en brobygger mellem en række forskellige kunstmiljøer og tidens dynamiske nyrock-scene i New York.

Patti Smith har siden bl.a. udsendt Easter (1978), der indeholder hitsinglen Because the Night, skrevet sammen med Bruce Springsteen, Wave (1979), Dream of Life (1988), Gone Again (1996), Gung Ho (2000) og Banga (2012).

Hun blev desuden et forbillede for en række kvinder i både USA og Europa, der med sen-1970'ernes punk og nyrock fik mod på at udtrykke sig i tekst og musik.

I 2005 blev Patti Smith udnævnt til Commandeur de l'Ordre des Arts et des Lettres af den franske kulturminister, og i 2011 modtog hun den svenske Polar Music Prize.

Efter udgivelsen af selvbiografien Just Kids (2010, da. s.å.), der skildrer Patti Smiths ungdom og forhold til og venskab med fotografen Robert Mapplethorpe, blev hun i 2010 belønnet med en af USA's mest prestigefyldte litteraturpriser, National Book Award. Desuden er den lille erindringsbog Woolgathering (1992, Drømmespinderi, 2012) oversat til dansk.

Patti Smiths officielle hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig