Nirvana

Nirvana i 1993. Fra venstre: Krist Novoselic, Kurt Cobain og Dave Grohl.

Nirvana
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Nirvana var et amerikansk rockband, der blev dannet i 1987 af sangeren, sangskriveren og guitaristen Kurt Cobain (1967-1994) og bassisten Krist Novoselic (f. 1965). I 1990 kom Dave Grohl (f. 1969) med på trommer, og Nirvana fik sit gennembrud i 1991 med singlen Smells Like Teen Spirit og albummet Nevermind, der forenede støj med melodi. Med lydbilledet og ironiske, selvhadende betragtninger over livet som ung i forbrugersamfundet USA blev Nirvana eksponent for 1990'ernes rocklyd, grunge, og for den såkaldte generation X.

Modsætningsforholdet mellem at repræsentere kreativ modkultur og være rockstjerne og talerør for en hel generation blev det centrale i gruppens og Cobains sidste år. Reaktionen kom i form af albummet In Utero (1993), der var et sviende opgør med Nirvanas hidtidige lyd og succes, og Cobains stofmisbrug og efterfølgende selvmord, en handling, der gav ham status som rockmartyr på linje med Jim Morrison (1943-1971) fra The Doors og John Lennon.

Nirvana blev opløst efter Cobains død. Efterfølgende har Dave Grohl haft stor succes med gruppen Foo Fighters. I 2015 udkom Cobain: Montage of Heck, en dokumentarfilm om Kurt Cobains liv.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig