Natalie Merchant, f. 26.10.1963, amerikansk sanger og sangskriver. Natalie Merchant var 1981-1993 medlem af bandet 10,000 Maniacs. Hun solodebuterede i 1995 med albummet Tigerlily, som blev godt modtaget af såvel kritikere som publikum. I 1998 udsendte hun albummet Ophelia (1998), hvor sangen Kind And Generous blev et overraskende hit i USA. På Motherland (2001) og The House Carpenter's Daughter (2003) udvikledes en mere folk-betonet stil. I 2010 satte hun musik til tekster fra børnelitteraturen i Leave Your Sleep, og siden fulgte et album med originale sange Natalie Merchant (2014) og en genindspilning af Tigerlilly-albummet under titlen Paradise Is There: The New Tigerlily Recordings (2015).