Miley Cyrus, Destiny Hope Cyrus, f. 23.11.1992, amerikansk sanger og skuespiller. Miley Cyrus, der er datter af countrystjernen Billy Ray Cyrus, brød igennem som teenager-stjerne i Disney-tv-serien Hannah Montana (2006-11), hvor hun spillede hovedrollen som en pige, der levede et dobbeltliv som almindelig skolepige om dagen og popstjerne om natten. Serien bidrog til at give Miley Cyrus et renskuret image.

Som popstjerne slog Miley Cyrus igennem med albummet Bangerz (2013), der bl.a. rummede hitsinglen Wrecking Ball, som hun vakte en del furore med, idet hun optrådte nøgen i den ledsagende musikvideo. Hun blev desuden leveringsdygtig i saftige historier til tabloidpressen og fik hurtigt lagt sit Hannah Montana-image bag sig.

Hun har siden bl.a. optrådt sammen med den psykedeliske rockgruppe The Flaming Lips.

Miley Cyrus er en stilsikker performer med en udtryksfuld sangstemme, der fungerer godt inden for såvel countrymusik som poprock.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig