Kylie Minogue, f. 1968, australsk sanger og skuespiller, der som 11-årig debuterede som barnestjerne i tv-serien Skyways i Australien. Senere medvirkede hun i serier som The Sullivans og Neighbours. I 1987 pladedebuterede hun i Australien, og året efter fik hun et internationalt gennembrud med sangen I Should Be So Lucky, skrevet af sangskriver- og producertrioen Stock, Aitken og Waterman, med hvem hun med succes fortsatte samarbejdet til 1993. Hun var da fast bosiddende i England. Kylie Minogue opnåede op gennem 1990'erne international stjernestatus som en talentfuld og fotogen "dance-diva", og i oktober 2000 optrådte hun bl.a. ved afslutningsceremonien til OL i Sydney. Det gav i de følgende år fornyet succes, ikke mindst i 2001 med albummet Fever, der på et år solgte over 6 mio. eksemplarer verden over. Senere fulgte singlehits som Dance With Me og Slow (begge 2003).