Faktaboks

John Mayall
Født
29. november 1933, Macclesfield, Storbritannien
John Mayall
John Mayall i Oviedo i Spanien den 19. juli 2004.
John Mayall
Byline: Alberto Morante/Epa-Efe/Ritzau Scanpix.

John Mayall er en britisk guitarist, sanger, mundharmonikaspiller og komponist.

Bluesbreakers

Som ung bluesmusiker inspireredes han af Alexis Korner (1928-1984) og det bluesmiljø, denne havde skabt i London, hvortil Mayall flyttede i 1962. I 1963 dannede Mayall Bluesbreakers, der blev den fælles titel for samtlige Mayalls musikerkonstellationer 1963-1968, bl.a. med Eric Clapton, Jack Bruce, John McVie (f. 1945) og Hugh Flint (f. 1941).

Den virtuose Mayall blev en af de vigtigste figurer inden for den britiske rhythm'n'blues-scene med elguitar, hammondorgel og mundharmonika som særdeles udtryksfulde soloinstrumenter. Især pladerne Bluesbreakers With Eric Clapton (1966) og A Hard Road (1967) viste Mayall og hans orkestre som fornyere af bluestraditionen.

USA

John Mayall flyttede til Los Angeles i 1968 og udgav bl.a. lp'erne Bare Wires og Blues from Laurel Canyon samme år. Bluesbreakers-navnet genopstod i 1982, og Mayall turnerede med skiftende besætninger helt frem til afskedskoncerterne i 2022. John Mayalls Bluesbreakers har adskillige gange optrådt i Danmark.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig