The Number of the Beast

Coveret til The Number of the Beast (1982). Foruden titelnummeret indeholder albummet heavy metal-klassikere som The Prisoner, Run to the Hills og Hallowed Be Thy Name.

Iron Maiden er en britisk heavy metal-gruppe, der blev dannet i London i 1975. Det er et af de mest populære heavy metal-bands i verden.

Iron Maiden fik sit egentlige gennembrud med albummet The Number of the Beast (1982) og har gennem årene fastholdt en stor og trofast fanskare, ligesom gruppen er en populær live-attraktion.

Medlemmer af Iron Maiden

Iron Maiden
Paul Di'Anno og Steve Harris ved en koncert i 1980.
Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY SA 2.0

Iron Maiden blev dannet af bassisten Steve Harris (f. 1956) som en kvartet med Paul Di'Anno (f. 1959), sang, Dave Murray (f. 1958), guitar, og Doug Sampson (f. 1957), trommer. Di'Anno blev i 1981 erstattet af Bruce Dickinson (f. 1958), som har været forgrundsfigur siden, bortset fra perioden 1993-1999, hvor han var erstattet af Blaze Bayley (f. 1963). Bandet har igennem årene haft stor udskiftning af medlemmerne, men har siden 1999 bestået af Bruce Dickinson (sang), Dave Murray (guitar), Adrian Smith (f. 1957, guitar), Janick Gers (f. 1957, guitar), Steve Harris (bas/keyboard) og Nicko McBrain (f. 1952, trommer).

Stil

Iron Maiden var førende i den britiske heavy metal-revival, der kom frem i begyndelsen af 1980'erne, den såkaldte New Wave of British Heavy Metal. Gruppen hentede idéer fra punken og fra grupper som Deep Purple og Black Sabbath og skabte sin egen humoristiske udlægning af heavyrockens flirten med okkulte temaer. Gruppen er bl.a. kendt for maskotten Eddie (også kendt som Eddie the Monster eller Eddie the Head), der optræder på alle bandets albumcovere, og som også er en integreret del af bandets sceneshow.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig