Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hansi Hinterseer

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Hansi Hinterseer, Hans Hinterseer, f. 2.2.1954, østrigsk sanger, entertainer, skuespiller og alpin skiløber. Hansi Hinterseer, som er søn af Ernst Hinterseer, olympisk guldvinder i slalom i 1960, vandt i alt seks World Cup-løb i slalom og storslalom i sin karriere som skiløber. I 1973 vandt han den samlede World Cup i storslalom, og året efter fik han VM-sølv i samme disciplin. Han deltog desuden i vinter-OL i Innsbruck i 1976. Siden virkede han som tv-kommentator ved skisportsbegivenheder.

I 1994 indledte Hansi Hinterseer sin karriere som schlagersanger og entertainer, da han fik et hit med sangen Du hast mich heut' noch nicht geküsst. Han er blevet et af Østrigs populæreste navne inden for genren. I 2010 kom han på toppen af den danske hitliste med albummet The Danish Collection. Desuden har han medvirket i flere film.

Hansi Hinterseers usædvanlige og uventede danske succes i en genre, der er bagudrettet og udpræget germansk, kan til en vis grad forklares med en intensiv reklamekampagne, der bl.a. har omfattet tv-spots på kanalen DK4 og i andre danske medier. En tilsvarende kampagne for hans kvindelige kollega og pendant Helene Fischer (f. 1984) har ikke i samme grad båret frugt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hansi Hinterseer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=256889