Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Edith Piaf

Oprindelig forfatter Lands Seneste forfatter Redaktionen

Edith Piaf kæmpede livet igennem med et svagt helbred og en række tragiske hændelser. Forladt af sin mor voksede hun op hos sin farmor på et bordel. Som en følge af meningitis blev hun blind som treårig, men genvandt synet tre år senere. Som 16-årig fødte hun en datter, som døde meget ung, og natklubejeren Louis Leplée, som opdagede hende, blev myrdet. Billedet er fra New York i 1948, på karrierens højdepunkt, da hendes store kærlighed var bokseren Marcel Cerdan. Han omkom ved en flyulykke året efter.

Edith Piaf, egl. Edith Giovanna Gassion, 19.12.1915-10.10.1963, fransk sanger og kabaretkunstner. Edith Piaf voksede op i et parisisk fattigkvarter og tjente allerede i en alder af otte år sine første penge som gadeartist.

I midten af 1930'erne opnåede hun fast engagement på en parisisk natklub, Le Gerny, under kunstnernavnet Piaf ('spurv'). Med sange som La Vie en rose (1946) og L'Hymne à l'amour (1950) voksede hendes popularitet i efterkrigstiden langt ud over Europas grænser; bl.a. fik hun solidt fodfæste på det ellers eksklusive amerikanske marked.

Edith Piaf blev forbillede for talrige kunstnere og prægede nye unge talenter som fx Charles Aznavour og Yves Montand. Det var hendes dramatiske og personlige scene- og sangforedrag, der havde en voldsom publikumsappel; den spinkle kvinde med den kraftfulde stemme personificerede sine sange intenst. Milord (1959) og Non, je ne regrette rien (1960) er eksempler på klassikere fra kulminationen af hendes karriere, hvor hun også medvirkede i flere film.

Annonce

Edith Piafs dramatiske liv og karriere har været genstand for musicals, bl.a. Pam Gems' Piaf (1978, i Danmark bl.a. opsat med titlen Milord, 1981), og biografier; halvsøsteren Simone Berteauts (1918-75) bog Piaf - Frankrigs store sangerinde (1969, da. 1986) er et væsentligt bidrag til forståelsen af hendes kunst. I 2007 kom filmen La Vie en rose (da. Spurven), hvor Marion Cotillard spillede Piaf og modtog en Oscar for sin præstation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Landsvig: Edith Piaf i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141671