Faktaboks

Cornelis Vreeswijk
Født
8. august 1937, Ijmuiden, Holland
Død
12. november 1987, Stockholm, Sverige

Cornelis Vreeswijk.

.

Cornelis Vreeswijk var en hollandsk-svensk sanger og sangskriver. Vreeswijk, der kom til Sverige som 12-årig, var fra 1960 meget aktiv i det frodige stockholmske visesangsmiljø og skrev fra begyndelsen selv størstedelen af sit repertoire.

Cornelis Vreeswijks karriere

Allerede Vreeswijks første lp'er, Ballader och oförskämdheter (1964) og Ballader och grimascher (1965), blev store succeser.

I de følgende år udsendte han en lang række plader dels med meget personlige tolkninger af bl.a. Bellman og Evert Taube, dels med egne sange, som ofte forenede det skarpt politiske med det poetiske og nænsomme, og som i stigende grad handlede om samfundets outsidere og randeksistenser.

Vreeswijks aktivitet som både sanger, sangskriver og skuespiller på film og teater var omfattende, men i perioder gjorde et ustabilt privatliv ham til et af tabloidpressens yndlingsofre, og han opholdt sig i længere perioder i Danmark og Holland.

Eftermæle

Cornelis Vreeswijk fremstår som en af de mest originale fornyere og videreudviklere af den svenske visetradition, og mange af hans sange afspejler præcist og troværdigt deres tid, samtidig med at de rækker langt ud over den.

Cornelis Vreeswijk blev i 1988 og 1998 hyldet på de to album Den flygande holländaren og Den flygande holländaren 2, hvor en lang række svenske musikere fremførte deres versioner af hans sange og viser.

I 2010 udsendtes et bokssæt på 14 cd'er med Cornelis Vreeswijks musik under titlen Telegram från medborgare Kees.

Film om Vreeswijk

Som et vidnesbyrd om Cornelis Vreeswijks fortsatte gennemslagskraft fik spillefilmen Cornelis, instrueret af musikeren Amir Chamdin (f. 1974), premiere i 2010. Titelrollen bliver spillet af den norske musiker Hans-Erik Dyvik Husby (1972-2021). Filmens musik er komponeret af Cornelis Vreeswijks søn, Jack Vreeswijk (f. 1964).

I 2023 kom dokumentarfilmen Somliga går med trasiga skor om Cornelis Vreeswijk, der i Danmark fik biografpremiere i 2024 under titlen Nogle går rundt i udtrådte sko. Filmen er instrueret af Magnus Gertten (f. 1953)

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig