Carole King, egl. Carol Joan Klein, f. 9.2.1942, amerikansk sanger, sangskriver og pianist. Allerede som 16-årig begyndte hun i samarbejde med tekstforfatteren Gerry Goffin (1939-2014) at komponere en række iørefaldende popsange, som blev store succeser for en række af periodens populære kunstnere, fx Will You Still Love Me Tomorrow (1960) for The Shirelles og The Locomotion (1962) for Little Eva. I 1971 genoptog hun karrieren som solist og udgav solo-lp'en Tapestry, der lå på den amerikanske hitliste i over 300 uger med et samlet salg på 15 mio. eksemplarer. På Tapestry fremfører hun bl.a. It's too Late og You've Got a Friend, der blev hendes kendingsmelodier. Carole King er stadig aktiv i 2000-t.