Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carla Bruni

Oprindelig forfatter PKN Seneste forfatter HaAn

Carla Bruni, egl. Carla Gilberta Bruni Tedeschi, f. 23.12.1967, italiensk-fransk sanger og sangskriver, bosat i Frankrig fra 1975, g.m. Nicolas Sarkozy. Carla Bruni indledte i 1987 en karriere som model for de store franske modehuse - Chanel, Christian Dior, Karl Lagerfeld, Yves Saint-Laurent, Versace m.fl. - og var i 1990'erne blandt de højest betalte modeller i verden. Men opvæksten i en familie, der dyrkede klassisk musik på højt niveau, slog igennem, og fra 1997 koncentrerede hun sig om at synge og skrive sange - debutalbummet Quelqu'un m'a dit udkom i 2002, hendes andet album, No Promises med digte af bl.a. W.H. Auden, Emily Dickinson og W.B. Yeats, blev udgivet i 2007.

Carla Bruni blev i februar 2008 gift med den franske præsident Nicolas Sarkozy og har siden anvendt navnet Carla Bruni-Sarkozy. Ved siden af de officielle pligter som Frankrigs førstedame har hun - som Carla Bruni - fortsat sin musikalske karriere og udgav i 2008 sit tredje album, Comme si de rien n'était, med overvejende egne sange.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Kühn-Nielsen: Carla Bruni i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=243503