Carl Perkins, 9.4.1932-19.1.1998, amerikansk sanger, sangskriver og guitarist og pioner inden for rock'n'roll og rockabilly. Han fik i 1956 et gennembrud med sin egen sang Blue Suede Shoes, men kom i mange år til at stå i skyggen af Elvis Presley, Johnny Cash og Jerry Lee Lewis. Flere af Perkins' sange blev indspillet af andre, fx af The Beatles, og dette samt senere indspilninger sammen med Cash, Lewis og Roy Orbison har befæstet Perkins' betydning for rockmusikken.