Beck, Beck Hansen, f. 8.7.1970, amerikansk sanger, sangskriver og guitarist. Beck blev en af de mest betydningsfulde og samlende skikkelser på den ellers meget splittede og mangfoldige rockscene i 1990'erne. Han begyndte at optræde som folk- og bluesmusiker og var kraftigt inspireret af Bob Dylan og bluessangere som Lead Belly og Robert Johnson. I 1993 udsendte han singlen Loser, som blandede folk, rock og blues med hiphoppens breakbeats. Loser blev et stort hit på MTV og en slagsang for den såkaldte Generation X. På albummet Mellow Gold (1994) forbandt Beck forskellige musiktraditioner samt håndspillede instrumenter, samples og programmeringer. Flere af hans følgende indspilninger var traditionel rock, country og folk i lavteknologiske produktioner. Becks collageteknik og stilistiske blandinger kulminerede på albummet Odelay (1996).