Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

soul

Oprindelig forfatter CRLa Seneste forfatter Redaktionen

soul, afroamerikansk musikstil, der udvikledes igennem 1950'erne og 1960'erne, og som udtrykte en ny identitet og selvbevidsthed blandt USAs sorte befolkning. Stilistisk var soulmusikken forankret i 1950'ernes rhythm and blues, i doo-wop-stilen og i gospel. Karakteristisk var en emotionelt præget, meget rigt udsmykket (melismatisk) sangstil, et riffbaseret akkompagnement, et energisk, synkoperet basostinat og kor eller blæsere, der svarede forsangeren i en call/response-vekselsang.

Ordet soul er engelsk og betyder 'sjæl, kerne'.

Mens soul-begrebets religiøse dimension blev mere og mere underforstået i en popsammenhæng, kan der være grund til at fremhæve, at souljazz inden for hard boppen gennem et tiår (ca. 1957-66) i høj grad refererede til den religiøse praksis og sprogbrug, som den kendes fra sorte gudstjenester uden derfor at være forkyndende. En betegnelse som The Jazz Messengers indicerer direkte et budskab eller evangelium. Blandt de musikere, der blev markedsført som souljazz, var Art Blakey, Horace Silver, Cannonball og Nat Adderley og Milt Jackson. En række titler spiller tilsvarende på det religiøse: The Preacher af Horace Silver, Sermonette af Cannonball Adderley, Moanin' af Bobby Timmons (1935-74) og Mercy, Mercy, Mercy af Joe Zawinul. Numrene var alle instrumentale, selv om der senere blev skrevet tekster til dem. Ray Charles, der havde nær forbindelse med brødrene Adderley og Milt Jackson, byggede i 1955 bro fra det religiøse til det profane ved at lade et bibelsk udbrud følge af en mere jordnær tilkendegivelse: Hallelujah I Love Her So.

Ray Charles' nummer This Little Girl of Mine (1955) var en parafrasering af gospel-sangen This Little Light of Mine og belyser soulmusikkens tekstlige transformation af lovprisning: gospel priser det hinsides, mens soulmusikken priser kvinden og livet her og nu. Med nummeret What'd I Say (1959) inddrog Ray Charles gospelens call/response-vekselsang i et rhythm & blues-akkompagnement. Med til at grundlægge stilen var også James Brown, der udviklede sit karakteristiske riffbaserede akkompagnement til en stadig mere funky stil, mens Sam Cooke med sine stærke rødder i gospel blev stilistisk forbillede for mange soulsangere. Forskellige pladeselskaber opdyrkede hver sin soulstil: Meget gospelinflueret var Atlantic, med Aretha Franklin, Percy Sledge (1941-2015) og Solomon Burke (f. 1940), mens Stax/Volt fra Memphis udgav kunstnere som Otis Redding, Sam & Dave, Wilson Pickett samt Carla Thomas (f. 1942). Studioorkestret Booker T. & the MGs var fast akkompagnatør i en stil inspireret af country-blues, mens den stærkt accentuerende blæsersektion og det meget rytmiserede bas- og trommeostinat gav udgivelserne et funky og råt præg, der understøttedes af en pågående sangstil. Pladeselskabet Motown fik stor kommerciel succes på både det afroamerikanske og det hvide marked med gospelinspirerede vokalgrupper som The Marvelettes, Martha & the Vandellas, The Supremes med Diana Ross, The Miracles med Smokey Robinson, The Four Tops og The Temptations. Stilen var præget af en konstant flydende call/response-effekt mellem kor og solist, af et insisterende komplementærrytmisk akkompagnement og af raslende tamburiner. Motown-produktionerne var præget af stor professionalisme og rationalitet.

Annonce

I 1970'erne blev soulmusikken tegnet af Stevie Wonder, Marvin Gaye, Al Green (f. 1946) og Jackson Five med Michael Jackson. Mange af disse brød med hit-formen og lavede mere kunstnerisk ambitiøse plader. I dette tiår udviklede soul sig til funk og disco, mens soulinspireret sang vandt frem inden for mange populærmusikalske stilarter og nu også praktiseredes af hvide kunstnere. Soulmusik i sin klassiske form dyrkedes i 1990'erne hovedsagelig af kunstnere, der har gjort hele vejen med som fx James Brown og Tina Turner, men mange af dens stiltræk lever videre i den herskende stilpluralisme, hvor bl.a. Whitney Houston, Prince, Janet Jackson, Mariah Carey og danskeren Hanne Boel er stærkt soulinspirerede i deres sangstil. Fra 1990'erne og frem er den soulinspirerede stil R&B vundet stærkt frem; herfra er der forbindelser til fx hiphop.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Charlotte Rørdam Larsen: soul i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162617