Indie, (am.eng., kortform af independent 'uafhængig'), mindre pladeselskab, der arbejder uafhængigt af de store multinationale selskaber. Det er ofte små idealistiske pladeselskaber med lave produktionsomkostninger, som markedsfører nye stilarter. Når kunstnere herfra slår igennem, opkøbes de af store pladeselskaber, som kan lancere dem i en større (global) sammenhæng. Et af de mest kendte indie-selskaber er Sun Records, som udgav plader med Elvis Presley, inden han blev solgt til det større selskab RCA Victor i 1956.

Foruden rock and roll-musikkens tilknytning til indies blev der udgivet soul på selskaberne Stax og Motown i 1960'erne og reggae på pladeselskabet Island i 1970'erne. Punkens musikalske gør-det-selv-attitude betød en sand lavine af nye uafhængige pladeselskaber, og især i England blev der bygget en hel alternativ industri, lyd og musikpresse op omkring indie-selskaberne. Indie-bands er altså ikke kendetegnet ved en bestemt musikstil, men rummer så forskellige grupper som Sonic Youth, My Bloody Valentine, Pixies og Stone Roses. Også 1990'ernes grungebølge begyndte på et indieselskab, Sub Pop.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig