Dansktoppen, populært radioprogram, der blev sendt første gang i 1968 i Danmarks Radio. Den første studievært var Jørn Hjorting, der i de følgende år lancerede en lang række "landeplager". Programmet præsenterede udelukkende dansksproget populærmusik, selv om det i vid udstrækning drejede sig om lokale udgaver af udenlandske hits, bl.a. fra Tyskland og Sverige. Lytterne fik mulighed for at sammensætte en ny hitliste hver uge. Dansktoppen, der i 1970'erne var en væsentlig katalysator for den folkelige musiksmag, blev med skiftende studieværter udsat for kritik fra flere sider; programmet ophørte derfor i marts 1977 — på et tidspunkt, hvor man havde registreret mere end 2½ mio. lyttere. Dansktoppen blev i 1993 genskabt i sin oprindelige form. I 2008 blev programmet flyttet til DAB-kanalen P4 Danmark.
Radioprogrammet har endvidere lagt navn til en musikstil, dansktopgenren. Den omfatter først og fremmest folkelig populærmusik, som især spilles på Dansktoppen samt i diverse lokalradioer. Genren har fået sin faste niche på TV 2 Charlie, der blev oprettet i 2004.
Blandt de største succeser kan nævnes: | |
1968 | Keld Heick: Vi skal gå hånd i hånd, Bjørn Tidmand: Lille sommerfugl |
1969 | Ulla Pia: Flower Power tøj |
1970 | Birgit Lystager: Smilende Susie, Grethe Ingmann: Sol, sol kom igen |
1971 | Susanne Lana: Hvis tårer var guld, John Mogensen: Der er noget galt i Danmark |
1972 | John Mogensen: Fut i fejemøget, Gustav Winckler og Bent Werther: Bare der er sol i dine øjne |
1973 | John Mogensen: Så længe jeg lever, Lecia og Lucienne: Rør ved mig |
1974 | John Mogensen: Nina, kære Nina, Allan Mortensen: Musikalske venner |
1975 | Bamse: Wimmersvej, Flemming Werge & Blue Notes: Uglevisen |
1976 | Henning Vilen: Elefantsangen, Keld og Hilda: Do you speak English |
1977 | Lars Stryg og Royal Strings: Aldrig mer' må jeg se dig |
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.