Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

black metal

Oprindelig forfatter ABN Seneste forfatter Redaktionen

black metal, ekstrem stilart inden for heavy metal. Stilen opstod i 1980’erne efter inspiration fra den engelske gruppe Venom, svenske Bathory og det schweiziske band Celtic Frost. Stilen var da især hurtigt spillet heavy metal som egentlig kun adskilte sig fra death metal ved tekstuniverset, som da var satanistisk og okkultistisk. I begyndelsen af 1990’erne opstod en black metal-scene i Norge med bands som Mayhem, Darkthrone, Emperor, Burzum, Immortal og Enslaved. Den opnåede stor mediebevågenhed idet nogle af medlemmerne deltog i satanistisk inspirerede kirkebrændninger ligesom enkelte blev dømt for mord. Nogle medlemmer af den norske black metal-scene var desuden aktive på den ekstreme højrefløj, om end miljøet generelt var upolitisk. Genren blev nu reelt udskilt fra death metal med bl.a. en anderledes vokalstil, åbne guitarakkorder og bevidst primitive lydoptagelser. Medlemmerne optrådte som regel med ansigtsmakeup ("corpse paint") der skulle vække mindelser om dæmoner eller lig, og en kompromisløs misantropisk satanisme blev dyrket. Genren begyndte i løbet af 1990’erne at forgrene sig og inddrage inspiration fra bl.a folkemusik og elektronica, og mange af udøverne gik fra satanisme over til nordisk religion, hvilket også gav sig udslag i æstetikken omkring scenen. En undergenre til black metal kaldes således for viking metal. Black metal er en af Norges største kulturelle eksportvarer og har inspireret bands over hele verden.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard: black metal i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=212030