Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lead Belly

Oprindelig forfatter POluf Seneste forfatter keuner

Lead Belly, også Leadbelly, egl. Hudson (Huddie) William Ledbetter, januar 1888-6.12.1949, amerikansk sanger og guitarist. Pga. flere fængselsophold, bl.a. med domme for mord og mordforsøg, kom Leadbellys karriere sent i gang og da kun med hjælp fra folkloristerne John og Alan Lomax, der opdagede ham i forbindelse med indsamling af sange i fængsler og fangelejre. Leadbelly var ikke bluessanger i snæver forstand, hans repertoire spændte fra børnesanglege til cowboysange, men med et dominerende islæt af afroamerikansk folklore, fx. arbejdssange. Leadbelly var en fremragende sanger, der akkompagnerede sig selv på 12-strenget guitar, harmonika eller klaver. Ud over kommercielle optagelser indspillede Leadbelly 12 album (udgivet samlet 1990) for John Lomax til Kongresbiblioteket og leverede dermed et vigtigt bidrag til registreringen af en egentlig amerikansk folkemusik. Mange af de sange, man forbinder med ham (fx Rock Island Line, Take This Hammer og Midnight Special), lærte han via pladeoptagelser i marken, da han arbejdede som chauffør for Lomax, mens denne indspillede mere anonyme leverandører. Heller ikke sit mest populære nummer, Good Night, Irene, havde han skrevet selv. Disse begrænsninger ændrer intet ved, at han med sin dybt personlige stil løftede dette materiale ud af anonymiteten og gjorde det til sit eget. 1948 blev en række uformelle samvær med Leadbelly fastholdt på spolebånd, der gav ham ubegrænset mulighed for at synge og fortælle (Lead Belly's Last Sessions, 1994).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Olufsen: Lead Belly i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115326