Faktaboks

Dolly Parton
Født
19. januar 1946

Dolly Parton. Foto fra 2007.

.

Dolly Parton. Foto fra 2008.

.

Dolly Parton, f. 19.1.1946, amerikansk sanger og sangskriver med karriere inden for country- og popmusikken. Hendes signatursang Coat of Many Colors (1971) illustrerer selvbiografisk hendes opvækst som en af 12 søskende i et fattigt landarbejdermiljø i Tennessee. Hun sang som barn jævnligt på lokale radiostationer og fik ved sangeren Porter Wagoners hjælp pladekontrakt med RCA i 1967.

Igennem 1970'erne fik Dolly Parton med sin lyse, emotionelt ladede stemme et bredt publikum og en lang række hits, ofte med selvskrevne sange, som ikke altid bevægede sig inden for det ortodokse country-univers. Jolene (1974), Here You Come Again (1977) og sammen med Kenny Rogers Islands in the Stream (1983) er blandt hendes kendteste sange. Størst succes fik hun med I Will Always Love You, som hun selv lancerede i 1974 og som blev et internationalt megahit, da Whitney Houston sang den i filmen The Bodyguard (1992).

Fra 1980 har Dolly Parton selv haft en række filmroller, bl.a. i 9 to 5 (1980, Ni til fem) og i Steel Magnolias (1989, Det stærke køn). Hendes flamboyante udseende har til tider stillet hendes kunstneriske begavelse og originalitet i skyggen. Ikke desto mindre havde hun stor andel i 1970'ernes fornyede interesse for countrymusik; hun udsendte i 1994 selvbiografien Dolly, My Life and Other Unfinished Business.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig