Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

The Raveonettes

Oprindelig forfatter Sneum Seneste forfatter Redaktionen

The Raveonettes, dansk rockgruppe centreret omkring guitaristen, sangeren og sangskriveren Sune Wagner (f. 1973) og sangeren Sharin Foo (f. 1973). Wagner var 1989-99 frontfigur i rockgruppen Psyched Up Janis. Nogen tid efter gruppens opløsning indledte Wagner et samarbejde med Sharin Foo. Det udviklede sig i 2002 til The Raveonettes. Musikalsk trak gruppen både på 1960'ernes amerikanske teenage-rock og på 1980'ernes britiske punk. Også visuelt arbejdede gruppen inden for et stramt koncept med lån fra bl.a. 1950'ernes amerikanske film noir-stil. I USA indledte The Raveonettes et samarbejde med produceren Richard Gottehrer, som i 1970'erne bl.a. producerede gruppen Blondie. Desuden fik gruppen kontrakt med Columbia Records i USA, som udsendte cd'en Chain Gang Of Love (2003). Gruppen blev ikke i første omgang en kommerciel succes, men blandt kritikerne blev The Raveonettes højt værdsat og for den danske rockscene var gruppen og dens arbejde internationalt stærkt inspirerende.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jan Sneum: The Raveonettes i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=148946