Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Røde Mor

Oprindelige forfattere ABN og TBi Seneste forfatter Redaktionen

Røde Mor, dansk rockgruppe, udsprunget i 1971 i forlængelse af det socialistiske kunstnerkollektiv af samme navn, der blev dannet i 1969 af bl.a. maleren Troels Trier og grafikeren Dea Trier Mørch.

Som del af den antiimperialistiske Vietnambevægelse udsendte Røde Mor i 1970 sange som Lil' Johnnys mund og Født til velfærd. Året efter lp-debuterede gruppen med Rok Ork, der indeholdt senere venstrefløjs-evergreens som Strømer, kom og dans med mig.

Gruppen vaklede aldrig politisk, men formen blev indsnævrende, og med Trier som grotesk, syngende sprechstallmeister relanceredes Røde Mor i 1975 som et rockcirkus, suppleret med gadegøglerne Erik Clausen og Leif Sylvester Petersen.

Annonce

Med rockoperaen Betonhjertet (1975) og rockrevyen Hjemlig hygge (1976), begge udsendt på lp, kulminerede en karriere, der som mål havde at tilføre kulturkampen satire og humor.

I 1978 valgte gruppen at stoppe og oprettede med indtægterne fra deres sidste forestilling og lp, Sylvesters drøm, en fond, som siden har uddelt arbejdslegater til unge talenter.

I 2002 genudsendtes Røde Mors plader som et boxsæt med otte cd'er, og året efter begyndte gruppen at optræde igen. I 2006 udsendte den cd-ep'en Røde Mor EP.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Torben Bille: Røde Mor i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153834