Midtfyns Festival er en årlig rytmisk musikfestival i Ringe afholdt i årene 1976-2003 og igen fra 2019.
Oprindelig var festivalen forankret i et fynsk folkemusikalsk miljø, dannet omkring festivalens stifter, kromanden Peter Færgeman (1947-1991). Festivalen strakte sig i sin glansperiode over fem dage og præsenterede hver gang op mod 100 bands. I forhold til Roskilde Festival blev der præsenteret et mere traditionelt repertoire.
Festivalen toppede i 1989 med 63.000 gæster og var dette år større end Roskilde Festival. Tracy Chapman var et af hovednavnene. Siden gik det langsomt tilbage trods satsninger på populære danske bands og store internationale navne som Bob Dylan, Miles Davis, Johnny Cash og Toto.
Efter den 26. afholdte festival overtog Odense Boldklub A/S driften af festivalen i 2001. Efter to år med underskud solgte boldklubben festivalen videre, men den nye ejer måtte i juni 2004 erklære Midtfyns Festival konkurs kun få uger før festivalens start.
I 2019 blev festivalen genoplivet af lokale ildsjæle.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.