Maxwells, dansk jazzrockgruppe, dannet 1964 omkring sangeren Lars Bisgaard (f. 1947), guitaristen og sangeren Lasse Lunderskov (f. 1947) og bassisten Jørgen Werner (f. 1947). Fra 1966 til gruppen blev opløst i 1970, skabte Maxwells en helt personlig stil med deres blanding af tidens flower-power-rock, inspiration fra moderne klassisk musik og et stænk jazz repræsenteret af bl.a. Bent Hesselmann (f. 1939), sax og keyboards. Gruppen indspillede lp'en Maxwell Street (1969) og udsendte samme år i samarbejde med Niels Viggo Bentzon en særdeles eksperimenterende single med numrene Biafra og Memories of Lorca.