Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lars H.U.G

Oprindelige forfattere ABN og PRein Seneste forfatter Redaktionen

Lars H.U.G, egl. Lars Haagensen, f. 11.9.1953, dansk sanger, sangskriver og musiker. Lars H.U.G. voksede op i København, men flyttede til Aarhus for at gå på Kunstakademiet og dannede her gruppen Kliché.

Med sin gennemarbejdede, dansksprogede art-rock blev gruppens album Supertanker (1980) en milepæl i dansk rock. Lars H.U.G. solodebuterede med ekspressionistiske fortolkninger af Søren Ulrik Thomsens digtsamling City Slang (1984) og fik sit kommercielle gennembrud med den usædvanlig poetiske Kysser Himlen Farvel (1987). Den på én gang indfølende og nutidige fortolkning af danske evergreens på Kopy (1989) har vist Lars H.U.G. som en kunstner i dansk rock, der var i stand til at berige en typisk dansk og klichépræget slagertradition.

I 1993 fik han som den første danske rockmusiker Statens Kunstfonds treårige stipendium, og 1996 udgav han den engelsksprogede, jazzede cd Kiss & Hug From A Happy Boy. Først i 2003 kom efterfølgeren Save Me From This Rock 'n' Roll, der bl.a. var påvirket af amerikansk vestkystrock.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Per Reinholdt Nielsen: Lars H.U.G i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93594