Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kim Larsen

Oprindelige forfattere CB, MeHa og Sneum Seneste forfatter MHansen

Kim Larsen.

Kim Larsen.

Kim Larsen, Kim Melius Flyvholm Larsen, f. 23.10.1945, dansk sanger, guitarist og komponist. I 1969 var han initiativtager til rockgruppen Gasolin', der indtil sin opløsning i 1978 var en af Danmarks mest populære. I denne periode optrådte han dog ved flere lejligheder som solist eller som sanger i forskellige andre grupper.

Kim Larsens soloplade fra 1973, Værsgo, viste nye sider af hans talent og dokumenterede, at han også kunne skrive sange inspireret af dansk gårdsangermusik og folk music. I to perioder forsøgte han et gennembrud i USA (1977 og 1980-82), men succesen udeblev.

Atter hjemvendt til Danmark udsendte Larsen i 1983 Midt om natten, der bl.a. indeholdt sange fra Erik Ballings film af samme navn. Manuskriptet havde Larsen udarbejdet i samarbejde med multikunstneren Erik Clausen, og såvel film som musik betød et stort folkeligt gennembrud. Midt om natten (2005) er det mest solgte album i Danmark nogensinde; kun Larsens efterfølgende plade Forklædt som voksen fra 1986, som han indspillede med sit nydannede orkester Bellami, kan opvise lignende salgstal. Denne indeholder sange som Jutlandia, Vi er dem (de andre ikke må lege med) og Om lidt (blir her stille).

Annonce

 Kim Larsen og Klaus Rifbjerg. Foto fra 2006.

Kim Larsen og Klaus Rifbjerg. Foto fra 2006.

Med orkestret Bellstar udsendte Larsen Hvem kan sige nej til en engel (1994), og i 1995 sammensatte han igen en ny gruppe og udgav Kim Larsen og Kjukken. Med Kjukken som backing fortsatte Larsen ind i det nye årtusind. Sammen udgav de en række albums, hvoraf ikke mindst 7-9-13 fra 2003 blev en succes både hos presse og publikum. I 2004 udkom et album med julesange, Glemmebogen – Jul og nytår. Med sit første soloudspil i mange år, Mine damer og herrer (2010), har han yderligere befæstet sin position som knarvorn og livsforelsket folkepoet.

Album i udvalg

  • Værsgo (1973)
  • 231045-0637 (1979)
  • Jungle Dreams (1981)
  • Midt om natten (1983)
  • Forklædt som voksen (1986)
  • Yummi Yummi (1988)
  • Kielgasten (1989)
  • Hvem kan sige nej til en engel (1994)
  • Kim Larsen & Kjukken (1996)
  • Luft under vingerne (1998)
  • Sange fra glemmebogen (2001)
  • 7-9-13 (2003)
  • Gammel hankat (2006)
  • Mine damer og herrer (2010)

Igennem hele sin karriere har Larsen, der stædigt betegner sig selv som popsanger, været et af dansk rocks mest originale og vidtfavnende talenter. Sange som Kvinde min (1975), Østre Gasværk (1976), Blip-Båt (1979), Susan Himmelblå og Papirklip (begge 1983) er blevet folkeeje. Ingen populær kunstner i slutningen af 1900-t. har som han formået så smidigt at blande værtshusjargon med børnesangens naive lyrik, Giro 413 og traditionen fra Højskolesangbogen.

Med sine enkle, mundrette tekster og iørefaldende melodier har han fornyet den danske sangskat og bygget bro mellem flere generationer. Solopladen Værsgo er trods Kim Larsens protester blevet optaget i Kulturkanon.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Berthelsen, Merete Harding, Jan Sneum: Kim Larsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114734