D-A-D er en dansk rockgruppe, der blev dannet i København i 1982 under navnet Disneyland after Dark. Fra efteråret 1983 bestod gruppen af Jesper Binzer (f. 1965), sang, guitar, Jacob "Cobber" Binzer (f. 1966), guitar, Stig Pedersen (f. 1965), bas, og Peter Lundholm Jensen (f. 1965), trommer. Alle fire musikere havde en fortid i forskellige punkbands. I 2000 blev Laust Sonne (f. 1974) ny trommeslager.

Navneændring

D-A-D
D-A-D i 1997. Fra venstre: Jakob Binzer, Jesper Binzer, Peter Lundholm Jensen, Stig Pedersen.
D-A-D
Af /NF/Ritzau Scanpix.

Efter pres fra Walt Disney-koncernen i USA ændrede gruppen efter debut-lp'en Call of the Wild (1986) navn til D.A.D., fra 1995 D:A:D (på albummet Helpyourselfish) og fra 2000 D-A-D. Samme år udsendtes det vellykkede album Everything Glows.

Stil

Gruppens musik og visuelle image var i begyndelsen en blanding af punk og outreret countrymusik ("cowpunk"), men efterhånden udviklede gruppen sin egen stil, som forenede punk og heavy rock. Sammen med gruppen Sort Sol var D-A-D i 1990'erne en væsentlig igangsætter af en ny bølge af "guitarrock" i Danmark. D-A-D har også et trofast publikum i bl.a. Sverige og Japan, ligesom gruppen er en populær live-attraktion.

Jesper Binzer udgav i 2012 selvbiografien I Won't Cut My Hair.

D-A-D's album

  • Call Of The Wild (1986)
  • D.A.D. Draws a Circle (1987)
  • No Fuel Left For The Pilgrims (1989)
  • Riskin' It All (1991)
  • Helpyourselfish (1995)
  • Simpatico (1997)
  • Psychopatico (1998)
  • Everything Glows (2000)
  • Soft Dogs (2002)
  • Scare Yourself (2005)
  • Monster Philosophy (2008)
  • DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK (2011)
  • A Prayer For The Loud (2019)

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig